Lidt om os...

Vi bor i hus i landsbyen St. Spjellerup ved Karise på det østlige Sjælland. Hunkattene færdes blandt os og udsættes for diverse hverdags trivialiteter. Børn og deres legekammerater, voksne kvinder og mænd, hunde, tv, radio, støvsuger, gulvvask osv.. Det er pt desværre ikke muligt for os at have dem med i haven, da den ikke er udbruds-sikret. Hankattene går alene hver for sig. Cagney har sit eget lille hus med løbegård til og Manse opfører sig pænt(strinter ikke) og får lov til at bo i vores soveværelse sammen med Pollux, der er kastreret.

Annemette Jørgensen Jeg blev introduceret til racekatte via min svigermor. Hun har i mange år haft persere, og jeg var med hende på nogle udstillinger. Det syntes jeg var sjovt. Men jeg blev også klar over at så megen pelspleje ikke var mig.

Men så var det at jeg fandt min egen race. En forholdsvis ukendt af slagsen viste det sig. Så det var ikke bare mig som ikke kendte den.

Men jeg fandt ud af at den var udviklet i bl.a. Danmark og det skulle være muligt at købe en killing - efter lidt ventetid.

Næsten et år efter i juni 1997 var der endelig en hunkilling til salg. Mirza´s Hope - hendes stamtavle sagde chokolade silver shaded. Med tiden blev jeg klogere for hun var faktisk sable silver shell. Da man grundlagde racen var det vigtigere at få et ensartet udseende, end at bestemme den helt rigtige farve og det smuttede altså af og til.
I oktober 1998 købte jeg en ung hankat Thamakan Silver Ninki - fordi Tuller gik ud af løbetid hvergang hun blev sat i en transportkasse.

Lucas og BB

Tuller fik desværre ikke ret mange killinger. En enkelt første gang(Ahtu) og to anden gang (BB og Bogart). Efter en livmoderbetændelse blev hun steriliseret.
Både Ahtu og BB blev ups! parret af sin far. Det gav mig GIC Cagney og IC Claudette 2 superflotte katte. Men indavlsgraden var/er jeg ikke specielt stolt af.

Jeg kunne se et behov for nyt blod i avlen. Ikke kun for mit eget vedkommende.
Jeg havde fået kontakt til en opdrætter i Canada og sidst i år 2001 fik jeg Horizon´s Bluebell hjem. Hun har lavet 3 kuld med Cagney - og et med Edison af Misapotanien. Hun har trofast leveret 5 killinger pr. kuld, og 5 af hendes killinger er gået videre i avlen. Tre af dem hos mig selv.

I 2006 købte jeg en ubeslægtet hankat fra Canada. Horizons Pollux er F1 Burmilla - hans far er Burmeser. Han er udstillet en del, og har fået pæne bedømmelser. Han er IC og stopper sin udstillings karriere ved det.

I juni 2010 kommer en ny import i huset - en pige fra Tyskland med egne og bl.a. australske linier i. Jeg kunne godt tænke mig at få en ubeslægtet hankat hjem fra Australien, men tiden må vise om det lykkes.

Jeg har fået lavet gentest på alle mine katte for de farver det pt er muligt at teste for. Eneste virkelige overraskelse er at samtlige er maskede.