Foderværter søges

Burmillaen er stadig en lille race. Som opdrætter arbejder jeg på at bevare racens karakteristika, samtidig med at det skal holdes sund. Derfor skal vi have flere katte ind i den seriøse avl. Mit opdræt er ikke stort og begrænses naturligt af størrelsen på min bolig.
Derfor er jeg interesseret i dig som kunne tænke sig at være fodervært for en han eller hun, der i begrænset grad skal bruges i avlsarbejdet.
Der er et kuld undervejs - en udparring til Burmeser, hvorfra der skal bruges helst både en han og en hun til avl. Der skal max laves 2 kuld efter hver, hvorefter de skal neutraliseres og leve livet som højt elsket selskabskat.

Hvad søger jeg

Først og fremmest skal du være vild efter at få en Burmilla som selskabskat. Præcis som en hvilken som helst anden killingekøber, skal du kunne give katten et blivende hjem med megen kærlighed. Ud over det så søger jeg dig som er interesseret i at bidrage til avlsarbejdet, uanset om det er ved at låne din hankat ud en enkelt gang, eller ved at tage vare på flere kulds opvækst hos dig. Måske er du endda interesseret i selv at blive opdrætter med tiden, og vil prøve det ved at være fodervært.
Som fodervært vil jeg lære dig rigtig godt at kende. Det er vigtigt vi er fortrolige med hinanden og har tæt kontakt. Det er også vigtigt vi føler vi ser ens på kattehold og avlsarbejde.

At være fodervært

Som fodervært for en Burmilla er du en meget vigtig del af avlsarbejdet. Katten bor hos dig, men ejes af mig i en aftalt periode. Jeg står for udgifter i forbindelse med avl og evt. udstilling. Du klarer som fodervært alle hverdagens omkostninger, som alle andre katteejere.
Vi laver en kontrakt hvor vi aftaler hvor mange parringer eller kuld, jeg som opdrætter har ret til - og hvad der skal ske hvis der opstår problemer eller ændring i planer. Vi aftaler også hvornår ejerskabet af katten skal overgå til dig, og på hvilke hvilkår. Foderværts-kontrakter ser forskellige ud alt efter hvor interesseret jeg er i katten som avlsdyr - og hvor stort et ansvar du er villig til at tage.